TIL DEBAT i medierne (med flere end 300 vrede facebook’ere) er den infame penissketch med Martin Buch, Lars Brygmann, Anders Breinholt og Søren Rasted. Problemet handler om at DR ikke kan være bekendt at lave sjov med tissemænd på åben skærm – der kunne jo sidde nogle børn og få traumer. Børn må nemlig ikke se en penis! Og hvorfor egentlig ikke det? Er det fordi at alle synes en diller er sjov? Nogen kalder det plat, men siden jeg var helt lille har på-kladdehæfte-med-blyant-tegninger af tissemænd været enormt sjovt. Måske er det bare mig der er barnlig, men når samtaleemnet falder på penis (fallos på penis), oplever jeg en passioneret og ærlig indlevelse af de samtalende. Og det er på tværs af aldersgrupper, køn og tegnebogsstørrelse (tegnebog er et bedre ord end pung i denne sammenhæng). Skyldes det at penis er interessant, eller er den kun det fordi vi fra alle sider bombarderes med holdninger om at nøgenhed ikke er OK længere? Pigerne må ikke solbade topløse i parkerne længere, og en barnlig ligegyldig sketch i fjerneren på den kanal, som gerne vil profilere sig som varetagere af danskhed, medfører seerstorm (OK indrømmet at 300 mennesker ikke ligefrem er seerstorm, men det skriver DR altså selv på deres hjemmeside)? For mig handler danskheden om frihed og om ikke at tage alting alt for seriøst. I udlandet er danmark kendt som frisindets land (porno og bajere, gerne kombineret på et værtshus på Istedgade), men i virkeligheden er vi bare enormt bange for at sige p-ordet højt, og forskrækkede over at nogle mennesker f.eks. er så frække at lade deres børn bade nøgne på stranden.
DET ER som om at den side af nøgenhed som er sjov, ærlig eller grim ikke må være med længere. Hvis der er tale om nøgenhed, skal det foregå efter klokken 23 (for der har alle børnene slukket for deres fladskærme på værelserne), og så er det decideret erotik. Det samme gælder for internettet (her kan børnene i øvrigt søge alle de forbudte informationer på deres iPad’s) men igen hersker der den “rigtige” nøgenhed. Folk skal være lækre og knalde i paradise hotel (genudsendelsen er ved 16-17 tiden, hvor børnene HELT SIKKERT er hjemme, og kan se det inden mor og far kommer hjem), og ikke klæde sig fjollet ud i et sæt testikler, en røv og en dillerdragt! Se det kan vores børn ikke tåle.
JEG TROR at hvis nøgenhed blev mere accepteret som det det er, og ikke som noget perfekt og uopnåeligt, vil vi give vores børn den gave det er ikke at sætte urealistiske krav til deres udseender! Silikonebryster og ab-tronic, styrkecentre og løbefanatisme er udbredt i en grad, som kun understreger at vi ikke er tilfredse med hvordan mennesket ser ud, men hvordan det kan forbedres. GO Linse-suppe-Kessler, og Anni Fønsbænk (JA jeg er ligeglad om jeg staver det forkert).
SÅ SUMMA summarum er: Slap nu lidt af. Tag ud og nøgenbad med dine venner – det er skideskægt (I nuværende kulde vil mændende måske have betænkeligheder.. noget med krympetemperaturer). Og lad være med at hidse dig op over nøgenhed. Det er ikke forkert. Det er det kostume vi ankom i verden på og det er nummer 1 på listen over naturligheder!
U.