wordfeud-600

DET SIDSTE nye danmarksomspændende jeg-er-for-hip-til-at-lade-være fænomen er det norskproducerede, halvfærdige ordspil Scrabble til smarte telefoner, med det fængende navn Wordfeud. Det første problem jeg kan brokke mig over her er selve navnet, for hvad pokker er dog feud for en størrelse? Det betyder åbenbart fejde, og word betyder ord, så ordfejde. Det giver vel mening, nu hvor Scrabble sikkert var rettighedssikret. Men dertil kommer problemet med at udtale ordet feud. Mange siger “FØJD” men jeg har ladet mig overbevise om at den korrekte udtale er “FJUD”, hvilket er med til at jeg hellere vil spørge min kammerater om vi skal spille ordkrig, eller Scrabble, blot for at slippe for at tage det åndssvage ord i munden. Check ud for listen over ting jeg ikke har lyst til at tage i munden.

DERNÆST KOMMER selve spillets uendelige mangler. Spækket med reklamer og med en ordbog som virker egnet til “Barnets første 500 ord”- bogen formår spillet at pirre og irritere den mindst kreativt begavede hjerne til sammenbrud. Især når svære ord som vådt, tøjbutik og dåsemajs ikke findes, men derimod metriske forkortelser, og franske fremmedord som fastlåser spillet i blindgyder. For 18 kroner kan man købe spillet og slippe for reklamerne (mindst 12 kroner for dyrt!) og så skulle man da tro at spillets egentlige features blev låst op. Men nej. Ikke noget rangeringssystem således at man bliver sat sammen med spillere der er lige så dårlige som én selv, ikke nogen særstatus og privilegier som kan retfærdiggøre tabet af den svimlende app-sum (app er i øvrigt en kort brokmærkning værd, da det er et Apple-nazi-hipster-nu-integreret-i-sproget-skodnavn som blot betyder program!).

MEN DER er hjælp at hente for dig der altid taber. Du skal bare installere programmet (!) WF-helper, som tillader din hjerne at gå på totalt standby, så det ikke kræver mere elektrolytisk hjerneaktivitet end ” Fruit Ninja/Angry Birds m.m.fl. (med mange flere). Nemlig fordi WF-helper kan spille spillet for dig, så du kan få de højest mulige (og tit totalt ukendte fremmedord) points, med lavest mulige indsats. Et perfekt spil til mænd med manglende potens, eller kvinder med manglende selvsikkerhed. Husk nu for guds skyld at holde det hemmeligt, så dine ærlige WF-modstandere ikke ved om du er en snydepels eller du bare er dygtig. Det svarer lidt til at skrive på sin nye facebook-timeline-opdatering at du netop har løbet 10 kilomenter, hvor du i stedet blot har siddet og kørt blodpølse med dip ned. Maksimal anseelse for minimal indsats.

HVIS DU vil spille Wordfeud, så gør det. Men lad være at snyde. Især hvis du ikke ønsker at føle dig truffet i denne blog.

U.