DER VAR engang hvor jeg var en afsat mand. Jeg var i fast forhold, og hele tanken om at skulle søge nye feminine bekendtskaber og jagtmarker, lå meget fjernt. Jeg var indstillet på at skulle slå mig ned, og bo sammen med min daværende kæreste indtil verdens ende. Hvis du er meget kvik, lagde du mærke til datidsformen – for skæbnen, karma eller manden på den hvide sky, ville det anderledes. Nu har jeg været uden følgeskab i et svangerskabs tid, og konstateringen om hvorvidt græsset nu var grønnere på den anden side, er overstået. Græs er skod hvis man har høfeber, eller tror på dumme ordsprog. Hvorom alting er, skulle jeg for første gang i mit liv for alvor ud og melde mig ledig, på det svulmende kødmarked. Min første skræk var tanken om at ingen ville byde ind på noget 200 pund andensorteringskød. Til min store lettelse er det gået helt fint, med at få lidt filet på kødkrogen, men det er jo i sidste ende banalt og substansløst, hvis ikke der er gensidig og ærlig nærkontakt involveret. Sex skal naturligvis ikke undervurderes – det ultimative udtryk for affektion (i hvert fald for os aber), ligger jo i en akt, hvor ord ikke er nok, men hvor kroppens sprog må tage helt over.
JEG ER stadig ikke afsat endnu, men det skyldes nok min egen ide om, at jeg nok ikke er klar til min næste kæreste. Jeg er helt overbevist om at min næste kæreste skal være the one – hende jeg skal have børn med og blive gammel med. Alligevel ligger der en urgammel dyrisk følelse og ulmer i mig: Nemlig at alle kvinder er sat i verden for at jeg skal erobre dem. Min hjerne fortæller mig, at det er noget forbandet sludder, men løven i mit bryst brøler ved tanken om at være ene hanløve i en flok af løvinder. Hvad er det i mig som gør, at så snart jeg møder en tiltrækkende kvinde, en som har den rette udstråling (det sker i øvrigt flere gange dagligt), så begynder jeg automatisk at se dennes kæreste som en der skal elimineres, for at jeg kan få min løvinde. Hvorfor kan jeg ikke bare nyde selskabet af hende hundrede procent uden, at det skal betyde potentielt partnerskab? Jeg oplever en seksuel tiltrækning, og straks kaster min fantasi sig ud i en rutsjebane af eskapader, hvor friend zoned er et begreb som ikke eksisterer. Kommer det af at mennesket som flokdyr i tidernes morgen, har været sådan? Èn han og mange hunner? Jeg synes nemlig bestemt ikke at jeg er en ubetænksom idiot som ser kvinder som noget mindre værdigt end mig. Faktisk er størstedelen af de kvinder jeg bliver tiltrukket af, stærke og langt sejere og værdigere end mig. Typer som aldrig ville acceptere tanken om flerkoneri (det betyder også fler-svigermødreri, så det er nok en deal breaker). Spørgsmålet er om denne følelse er et udtryk for, at jeg netop er single og det er en følelse som forsvinder igen, når jeg en dag slår mig til ro med en partner? Fordi følelsen var der bestemt ikke før.
HVIS DER er nogle søde kvinder derude, så send mig en mail – så finder vi ud af noget. Rrrrawwrr (<– løvebrøl)
