ÅRETS ANDEN forårsspecial! på Brokblog skal det ikke altid kun være brok. Der skal også være plads til nogle specials. For eksempel nogle hyggelige noveller. Årets anden forårsspecial hedder “Livets Cirkel” og handler om de små nævenyttige sort/gule bæster. Ja det er ikke Esbjerg-spillerne, men derimod den 11. plage: Hvepse.
HVIS DU vil læse årets første forårsspecial, kan du gøre det her: Snobob
Forårsspecial: Livets Cirkel
JEG TROEDE at jeg var sluppet af med den. Tidligere lukkede jeg det mørkebrune vindue op, så hvepsen kunne flyve ud og genere andre, i stedet for mig. Men nu hører jeg igen en aggressiv brummen af hysteriske hvepsevinger på vinduet. En kuldegysning går igennem mig. Jeg hader de små gule kryb. Af en eller anden årsag er jeg ræd for at få min hud penetreret af dens spidse brod. Måske er det fordi, jeg aldrig er blevet stukket af hverken en hveps eller en bi. Gedehamstrer eller hvad pokker de hedder, hestebremser, hostebamser, har jeg aldrig været i tæt proksimitet af. Hvis jeg har set sådan en, har jeg altid været den første til at aflevere eventuelle bøger på stoltheds-biblioteket for derefter at tage flugten så hurtigt som mine veltrænede ben kunne bære mig.
HVEPSEN SIDDER stille i to sekunder og så hysterer den videre i cirka 15. Dette gentager sig om og om igen. To sekunder. 15 sekunder. Pause. Stress. Alt i mens er en snedig plan ved at forme sig i mit hoved. Jeg er nødt til at tage direkte aktion. Skadekrybet er for pokker inde på mit værelse. Hjem! Jeg kan ikke bare løbe min vej denne gang. Jeg går ud på det gulvopvarmede badeværelse og kigger mig i det nypudsede spejl. <Kom så! Du kan godt>. På det hvide badeværelsesbord, ligger der en gammel udsalgsavis fra det svenske BILTEMA. Jeg ruller bladet sammen, som jeg har set min far, og så mange andre modige helte gøre det, før mig. Med hvepsebattet i hånden, skubber jeg langsomt den brune trædør ind til mit værelse op. Den knirker klagende, som et ekko af den følelse som det forestående mord fremkalder i mit skræmte sind. Jeg træder ind i værelset. Tavshed. Helt og aldeles tavshed. Fjenden kan nu være hvor som helst. Eller har han hentet forstærkning? En kuldegysning går gennem mig. Efter at have sikret stolen for hvepsereder, sætter jeg mig. Årvågen. Klar. Battet fra BILTEMA er varmt og svedigt. Det er næsten ikke til at holde på.
I DET næste sker der flere ting på én gang. Ud af øjenkrogen ser jeg noget gult bevæge sig. Lige ved min bat-frie hånd. Jeg trækker hånden til mig med et skrig, men opdager så, at hvepsen befinder sig inde i det tomme appelsinjuiceglas fra i går, men idet jeg trækker hånden til mig, ramler min albue lige ind i bogreolen bag mig, og en bog øverst oppe, helt glemt og støvet, falder ned og lander perfekt oven på glasset, alt imens jeg falder ned fra stolen. Jeg rejser mig langsomt, og børster støvet samt en forvirret nullermand væk fra skuldrene. Hvepsen er fanget. Hidsigt, er indholdet af det tomme glas nu et blår af gul krop og grålige, transparente vinger. En ny og langt mere diabolsk plan er nu ved at forme sig, i mit kulrede hoved! Forsigtigt, som kunne monstret derinde, med absurd lethed stikke mig igennem det tykke glas fra IKEA, tager jeg fat med venstre hånd om glasset, mens jeg lægger højre hånd på bogen. Jeg går ud på badeværelset hvor døden venter på mit nemesis! Efter forsigtigt at have stillet Satan på badeværelsesbordet, tænder jeg for den kolde hane. Fuldt blus! Min plan er at drukne det modbydelige kræ i glasset! Efter et par minutter sætter hvepse-Voldemort sig i bunden af glasset og begynder at spise noget af det indtørrede appelsinjuice. Nu er min chance der. Med hjertet helt oppe i halsen, fjerner jeg bogen og fører glasset ind under den fossende hane. Men hvepsen flyder ovenpå og padler nu voldsomt rundt i en uformelig cirkel, som en tarvelig parodi på de paralympiske leges forsøg på en hæderlig opvisning i synkronsvømning. Jeg er nødt til at improvisere nu for, at sikre mig at bæstet hverken overlever eller stikker mig! Med en følelse af at bekæmpe trængen til, at smide glasset fra mig og stikke af, slår jeg det røde toiletbræt op, og hælder hveps og vand ned i kummen i en flydende bevægelse, mens jeg hiver op i den kugleformede udtrækker. Det virker. Det virker! I et kort velsignet øjeblik, står jeg som victor på toppen af den olympiske skammel, badet i lyset af blitzene fra hundrede tusinder vilde fans, med nationalmelodien og lyden af applaus og hurra-råb bankende på mine trommehinder. Jeg kigger ned på åstedet og ser til min skræk, at han lige så stille er flydt op igen! Han er klart i live og forsøger ihærdigt at komme på vingerne. Langsomt men sikkert kravler han op ad toilettes inderside. Der er ikke andet for. Med fare for hvepsestik på det uheldigste sted, lyner jeg ned for cowboybuksen og trækker sidste udvej ud! En tyk, varm og lysegul stråle, rammer Diablo lige i hovedet og han bliver tvunget ned i baljen igen. Trykket fra indholdet i min blære, tilsat en knivspids tyngdekraft, maser hvepsen langt ned og skaber et beskyttende lag af skum på overfladen. Ryst, ryst, ryst, lyn op. Tager et stykke trelags toiletpapir og lægger ned ovenpå det sted hvor hvepsen nu ligger med bugen i vejret. Trækker ud.
Hvepsen forsvinder!
Den er nu ikke mere.
Den har mistet sin hvepshed!
Den er ophørt med at eksistere!
JEG TAGER en dyb indånding og rækker ud efter glasset og bogen: Michael Ende – Den Uendelige Historie. Jeg går ind på værelset igen, sætter mig ned, og slår op på bogens første side. Jeg hører en aggressiv brummen af hysteriske hvepsevinger på vinduet.
