SÅ ER det snart tid til et af årets mest nævenyttige fænomener. Movember. En måned helliget overskæggets tegn, overhældet med opmærksomhed for at støtte aktivt op omkring forskning i testikelcancer. En værdig sag, bevares, men det skulle overraske mig meget om bare én ud af ti, moustache-anlægsgartner-amatører donerer nogen penge til projektet overhovedet, og i stedet blot nyder følelsen af at vise sig frem, som en forkæmpende attrap for en sag som de er komplet ligeglade med. Naturligvis rejser det noget awareness omkring sagen, og det er vel positivt nok, men der er et underlæggende pres for alle fyre, at gro sådan en bandit. Nogle vælger at overskæg kun er lækkert for midaldrende mænd i 80’erne og dropper det derfor, andre af naturlige årsager, som fx manglende evne til at gro et skæg som kan måles, bliver nødt til, at sluge skammen over ikke at være et godt menneske. Der er nok ikke særlig mange oprindelige indfødte amerikanere som er med på den mode. Jeg synes det er fint at støtte en god sag, men endnu mere fint at holde det for sig selv. Og kvinder, er det virkelig sexet, at en mand har en lille busk på overlæben? Jeg kommer til at være en af dem, som helt vælger det fra. Ikke fordi, at jeg har skægvækst som en 12-årig. Fordi jeg vælger det – OKAY? Der har været mange store mænd i historien med overskæg. Det må jeg give Movipsterne ret i. Der er fx Adolf Hitler, Josef Stalin og Saddam Hussein. Det er måske en fordel for at få magt? Jeg håber at det giver mig en lille fordel over baren i november måned: Ikke at have en tandbørste på læben.
U.
