EFTER LANG tids pause, er det nu endelig blevet tid til en udgivelse her fra brokkens højborg. Tag rigtig vel imod Kasper Ravn, som har skrevet et indlæg, hvor han gør opmærksom på, at andre har behov for at gøre opmærksom på sig selv. Altså nede i fitness. Han ser forhåbentlig selv ironien. Her er han. Han er klog og sjov. Og tyk.
Tykke Trunter i Træningstemplet
Halløj, goddag, goddag, velkommen – jo tak, jeg bukker og skraber!
På opfordring er det i dag mig, der leverer brok, og ikke vor ærværdige vært – den store Brokherre. Jeg skal skynde mig, inden jeg går videre, at sige ham tak for invitationen. Det er nu ingenlunde første gang, jeg brokker mig, og det bliver ej heller den sidste, men det ér første gang, jeg gør det som gæst. Som sådan skal jeg forsøge at gøre mit yderste for, at d’herrer og damer, det brokkende og gebrokne folk, der frekventerer disse kanter, er godt underholdt. Altså – til temaet!
”Tykke trunter i træningstemplet?” tænker du og er formentlig allerede ved at få din alt for dyre, men dog ret fesne, cafe latte galt i halsen. Lad mig komme dig i forkøbet ved at citere Anden: ”Må man sige dét?!?” er du ved at udbryde med skinger stemme, altimens du næsten skælver af ren og skær forargelse. Jeg giver dig ret – det ér dog virkelig for galt at sige sådan noget! Jeg foreslår en øvelse i god opførsel: inden du harmdirrende forfatter et frådende femifanatisk indlæg til Politiken – Organet for den Højeste Oplysning! – i fosterstilling, så kunne du alternativt prøve at lytte til, hvad jeg har at sige, indtil jeg igen tier. Det kunne dog være, at det hele ikke var helt så galt endda!
Så hvad vrøvler jeg om? Jo, det skal jeg sige dig: i første omgang vil jeg nemlig brokke mig over præcist det, overskriften for nærværende indlæg vidner om – tykke trunter i træningstemplet. Forleden var jeg nemlig, som så ofte, på visit i min lokale fitnessworld – jo jo, man skal jo forsøge at leve op til tidens skønhedsidealer; hellere dét, end at give fortabt og kaste både sig selv og håndklædet i de mangefoldige og af mere end bare ideologisk opstandelse bævrende arme på Fed Front. Og bedst som jeg i min iver for at blive et mindre ulykkeligt menneske var ved at løfte tunge ting – det er et sandt sisyfosarbejde – kom to kvinder, damer, piger, trunter, eller, hvis jeg nu skal være politisk korrekt, to ikke nærmere definerbare skikkelser sniksnakkende og zigzaggende gennem lokalet. Jeg bed i første omgang ikke videre mærke i dem, skønt der dog var nok at tygge på – især for den enes vedkommende. Nej, jeg fortsatte blot min dont, det absurde arbejde med at blive noget, der dog ikke på nogen måde er særligt blivende.
Jeg måtte dog sande, at det var svært, ikke at lægge mærke til dem – lidt som med ordsproget om elefanten i glasbutikken. Ikke fordi, de ødelagde noget for nogen andre, snarere tværtimod. For mit eget vedkommende bekræftede de blot igen, hvorfor jeg, trods arbejdets flygtige karakter, bliver ved med at komme dér, i træningscentret, dag efter dag. Og det ér da prisværdigt at begynde at gøre noget mere ud af sig selv, at begynde at forbedre sig selv – især hvis man på forskellige måder er, skal vi sige, ’fysisk udfordret’, som især den ene vel nok var. Som sådan er det heller ikke størrelsen på de to damer, jeg vil brokke mig over. Det, der generede mig, og det, jeg vil brokke mig over, og som man ser alle mulige steder i dagens Danmark, efterhånden til ganske stor gene for mange mennesker, var karakteren af deres udfoldelser. Hvad lavede de? Ikke rigtig noget, så det ud til – og det sås. De snakkede konstant, ganske højlydt og ikke synderligt belevent. Snart lavede de måske et squat eller to, snart lå de på ryggen og løftede benene lidt, mens de grinte og snakkede om stort og småt, sikkert mest det sidste. Mest af alt lavede de rigtig meget af ingenting.
”Jamen, må man ikke dét?!?” kommer det skingert fra dig, mens dit ansigt taber farve i cirka samme hastighed, som Hillarys chancer for at blive præsident faldt den 8. november. Jo – naturligvis ’må’ man lave ingenting alt det, man overhovedet gider, også i fitnessworld. Det ér trods alt ikke noget tempel – ikke for andet end den tidstypiske narcissisme, i hvert fald. Det er bare ikke særligt kønt at se på, og det er i grunden en kende irriterende, og derfor brokværdigt. Det handler ikke om fede mennesker, der gerne vil blive tynde mennesker, sådan så de kan veksle én ulykkelighed for en anden. Det handler om, at folk gør alt for meget halvt.
De to kvinder, uagtet deres generelle gehalt og gestalt, kunne lige så godt have siddet på en vilkårlig cafe og generet de andre gæster, i stedet for at rulle rundt i fitness og se ud som om, de foretog sig noget. Det eneste, de opnåede, var, at alle kunne se, at de ikke var der for at lave noget, men fordi de manglede et sted, de kunne være sammen, have det sjovt, uden de strengt taget behøvede lave noget, hvorefter de kunne prale til deres veninder om, hvor hårdt de havde trænet da de var nede i fitness. Det kaldes ’virtue signaling’, med et engelsk udtryk: man behøver blot vise, at man er til de ’rigtige’ ting, man behøver blot sige det, lad omverdenen høre, at man mener sådan eller sådan, at man gør sådan eller sådan. Dernæst kan man slippe for, faktisk at skulle udføre den del af arbejdet, der virkelig betyder noget.
Det handler om, at der er for megen blot og bar meningstilkendegivelse, i stedet for handling, og de to kvinder, jeg så i min lokale fitness, skal ikke generaliseres til at omfatte et helt køn eller en særlig type af mennesker – de eksemplificerer bare et tendentiøst karaktertræk, man efterhånden ser overalt. Man ser det på de højeste niveauer, hvor selve landets infrastruktur begynder at krakelere og falde fra hinanden, øjensynligt fordi der er nogen i topledelsen, der gør ting halvt – DSB eller PostNord er fine eksempler. Man ser det i uddannelsessystemet, hvor folk hustler sig igennem og kalder sig selv ’studerende’, selvom de aldrig møder op til undervisningen, og blankt indrømmer, at de ikke har læst, når de fra tid til anden gør. Man ser det i datinglivet, hvor tinder bliver stadig mere et symbol, end en simpel app: symbolet på det bekvemme, det nemme, det dovne, det lave gærde, det trygge, det velkendte – man skulle sandelig nødig risikere noget!
Det handler om, at vi gør os selv livet for nemt, eller gerne opholder os i den tro, at det både kan og bør være nemt. Denne næsten tvangstankeagtige overbevisning er én af den moderne verdens helt store syger. Michel Houellebecq beskriver, efter Nietzsche, kunne man sige, i sin seneste roman Soumission denne fagre nye verden, hvor vi ikke længere hverken gider eller kan se meningen i, at anstrenge os for noget som helst – andet end at have det behageligt i vores eget fesne selskab. Måske man vitterligt skal læse ham sådan, at en fremtid som muslimsk konvertitcivilisation virkelig er den bedste af alle verdener.
Ikke desto mindre er jeg ganske sikker på, at de to kvinder fra forleden havde en fantastisk dag. De lød i hvert fald til at more sig godt – og det skal de have lov til, jeg vil ikke blande mig. Dertil har jeg alt for meget at gøre, med at passe mig selv og forsøge at blive min egen ulykkelighed kvit. Så jeg vil blive ved med at komme dér, i min fitnessworld, dag efter dag, fordi jeg prøver på at blive til noget, der ikke kan vare ved, gennem en proces, der aldrig slutter. Men det er det bedste, jeg kan gøre, så det er det, jeg prøver på. Og de to damer motiverer mig til at blive ved. Tak for det.
