SÅ ER der ballade omkring en af vores lavest skattede skatter. Nemlig licensen. Jeg har i årevis været ret ked af at betale licens, blot fordi jeg har en computer som virker på nettet. Er du i den situation at du ikke rigtigt ser Danmarks Radio, men alligevel skal betale fuld medielicens, fordi du jo har en smartphone og derfor naturligvis kun bruger den til at surfe rundt på DR’s hjemmeside, er du ikke alene. I bund og grund er det jo bare endnu en ekstraskat, som selveste Margareth “Iron Lady” Thatcher ville være stolt af at kunne indføre. Hele problemet ligger som sådan ikke i at vi alle sammen betaler til statsejet television, men at det ikke koster det samme for alle. En studerende som bor alene, med en årlig indkomst på 120.000 skal betale lige så meget som et ægtepar med en husstandsindkomst på en million. Det kan godt føles lidt stramt, især når man slet ikke benytter DR. I mit tilfælde, er jeg begyndt at bruge DR’s podcasts og nyhedsapp, kun fordi den sure licensmand kom og bankede på min dør, med sine tryksværtesorte-jeg-deler-alt-for-mange-girokort-ud fingre, og jeg undskyldende og rystende af skræk måtte betale. Så jeg bruger DR’s mange, og nogle gange ret fede, features – hvis ret skal være ret, så lever DR jo en fantastisk og enestående service. Det er bare ikke særlig fedt at skulle have en måned per halvår, hvor menuen står på havregrød og dansk pilsner (nu sidder du sikkert og tænker; ”Hvad er der i vejen med DP”!, og til dig: Skrid – det er en skodøl). ”Meeeen” tænker de smarte DR-licens-hell-hounds ”Det er jo kun ca. 5 kroner om dagen. Det har alle da råd til? Man kan også sagtens betale de ca. 200 kroner om måneden, hver måned, så føles det ikke så slemt”. Hvad er det for noget gust? Jeg poppede en kæmpe bums på ryggen i morges, og den gullige og stinkende materie som løb mig ned af ryggen, blandet med blod og akkompagneret af min skrigende smerte, tiltaler mig langt mere, end tanken om medielicenskontorets hysteriske salgsretorik. Jeg gætter på at de mennesker som arbejder med den slags børnemanipulation, har gået på den samme skole som sælgere fra Leasy og EL-GIGANTEN.
JEG HÅBER Danmarks Radio laver et system, således at de som ikke betaler licens, ikke kan se lortet (åååh nej så kan jeg ikke se norske genudsendelser på DR, “Glee” og Discovery ripoffs på DR HD, folk der sover på Ramasjang, eller “Hvornår var det nu det var” og “Smagsidioterne” på DR-K, samt temalortelørdag på DR2 om et eller andet seksuelt fænomen i 70’erne!). Så dem som ikke føler at DR beriger for 2400 om året, kan vælge det fra, således at de ikke kan bruge hjemmesiden, eller se tv-joke-kanalerne. Jeg er i hvert fald træt af at betale!
U.
PS. x-factor stinker af rådden <indsæt upassende substantiv her>