Lugten af madpakker i en togkupé propfyldt med børn, er en helt almindelig ting. Særligt lægger jeg mærke til blandingen af banan og rugbrød. Og hvis der i forvejen er noget irriterende ved børn, er det at de lugter! Jeg kan sådan set godt lide børn, men bare ikke lugten af mange af dem samlet på et sted, og slet ikke i et tog. De larmer, lugter og er næsten altid grimme i store mængder. Lidt lige som at èn gris er sød, men en grisestald er klam. Folk der ikke kan finde ud af at spise hjemmefra i al almindelighed, er også pænt forstyrrende. Der er sjældent noget så nervepirrende som at komme brødflov ind i en McDonald’s-befængt togkupé. Det dufter jo dejligt når man er sulten, men at sidde at skulle glo på andre spise (og lugte) når jeg gerne vil det, er ren tortur. Så er der jo de madtyper som direkte forurener atmosfæren, i det ellers så airconditionerede/opvarmede tog (her med undtagelse af S-togene som altid er mega kolde om vinteren og tropisk opvarmede om sommeren). Kebab, og især med hvidløg, hørmer det hele til på sekunder, selvom der måske kun er tale om en enkelt shawarma-smovser. Det samme gør sig gældende for hende skolelæreren der har sin sunde avocadomadpakke med, eller hipster-joe, der sidder og skræller en appelsin. Jamen det dufter da dejligt! Nej det hørmer! Det sender tankerne tilbage til juletiden, hvor stakkels sagesløse nelliker skal mases op i appelsinen og hænges op i vinduet, til skræk og advarsel. Det kunne være morsomt om man hang en kebab op i togvinduet og lod den hænge dér et par måneder op til Ramadanen. Det skal her måske understreges at jeg primært oplever danskere som sidder og æder i toget. Måske har indvandrerne bare bedre spisevaner, eller faste spisetider. Point for det! Den sidste irriterende mad-relaterede uvane hos benyttere af offentlige toiletter, ups jeg mener transportmidler, er tyggegummignaskere. Lige fra de mest snot-boblende-eller-er-det-Hubba-Bubba?-tyggende børn til voksne mennesker, skal der gumles. Tygge, tygge, tygge, jeg-bliver-aldrig-træt-i-kæberne, tygge, tygge, smaske, tygge. Nogle mennesker virker direkte målrettet i deres smaskeri, som et forsøg på at se så åndssvag ud som overhovedet muligt. Og bare rolig! Det virker. I er ikke seje, det ser ikke fedt ud og ja I er ualmindelig ubegavede at se på. Som en horde af køer der tygger Sorbits-drøv på vej til arbejde i Metroen om morgenen. Prøv selv at se dig omkring næste gang du er i en bus. ”Der må gnaskes!” lyder det over højttaleren. De almindelige tyggegummi med en slags mint, er ikke så slemme, men der findes efterhånden så mange underlige, eksotiske smagsforslag som også forpester pendlermiljøet. Det næste er at Stimorol lancerer en Hvidløg/Karry udgave. Så er idiotien komplet!
I gamle dage var der en løsning til al den madstank. Der fandtes nemlig rygerkupéer. Det kan altid diskuteres hvor godt tobaksrøg lugter, men man er til gengæld helt sikker på én lugt – røg. Sæt dig i en togkupe, og du vil nyde alskens blanding af Jenka, 7-eleven kaffe, agurkebefængte svinemarmelademadder (=leverpostejmadder), junkfood, Fanta exotic, med meget mere i en kakofoni af dårlige lugte. Hvis der i gamle dage var rygerkupeer, så de der ville slippe for røg kunne lade være med at sætte sig der, burde der i dag være ædekupeer, hvor folk så kan sidde og lugte i fred: Ud og spis med DSB Svinesti.