SØNDAGENS AFSNIT af Borgen behandlede emnet omkring mediernes ubegrænsede magt til at krænke offentlige personers privatliv. God og relevant underholdning, men samtidig satte det en relevant tankerække i gang hos mig. Blandt andet mindede det mig om de to lyshårede politikere, Lene Espersen og Henriette Kjær, som begge endte med at forlade deres poster efter et massivt mediepres. Jeg synes det er skammeligt og pinligt, at vi i et land som Danmark, der gerne vil profilere sig som åbent og frisindet, har et medieklovneri, som er i stand til at afsætte ministre efter forgodtbefindende. Jeg påstår ikke, at der findes en ond loge med redaktører som bestemmer hvem der er in og hvem der er out. Men jeg vil vove at påstå at journalister og fotografer, i meget udbredt grad, mangler en fornemmelse for hvad der er rigtigt og forkert. Som guds gaver til menneskeheden, stormer journalisterne frem i sandhedens tjeneste, fordi vi, folket, har RET til sandheden. Gu’ har vi da ej. Nyhedsmedier handler om én ting, og én ting alene: At sælge aviser og reklamer. Selvfølgelig er nyheder vigtige, men i det tilfælde at en journalist kom i besiddelse af oplysninger, som er skadende for danmarks sikkerhed og/eller omdømme, vil de ikke tøve et eneste sekund med at rydde forsiden. Alt for en god historie. Med en total mangel på selvcensur og solidaritet, sender uudtømmelige horder af journalister Danmark imod en tilstand af moralsk fattigdom, blot for en chance for at fremhæve sig selv, og tjene nogle gode usle penge. Den form for magt som er i hænderne på nyhedsmedierne, er stik i mod de principper, jeg som dansker er stolt af. Nemlig demokrati, frihed og åbenhed. At aviser og TV er i stand til at presse vores folkevalgte ministre til afskedigelse er skræmmende. Måske er det derfor man kalder dem pressen? Man kunne jo spørge sig selv om vi, i realiteten, overhovedet har demokrati i Danmark? Medierne presser politikerne til at tage visse emner op, og i nogle tilfælde mobbes politikerene til at pakke sammen. Vores opfattelse af verden, herunder den politiske, er næsten udelukkende set gennem en journalists øjne, som fortæller os hvad vi skal høre og se, og derved mene.
I SIDSTE ende kan man endvidere spørge sig selv om hele skylden ligger hos alle os idioter, som gang på gang ser nyhederne og køber aviser. Det er jo svært at forestille sig et dansk samfund uden frie medier. Jeg savner nok bare at journalisterne spørger sig selv en enkelt gang i mellem: “Er det nu historien værd?”!
U.
