Den nye afgift på fedt træder i kraft om lidt, hvilket betyder flere penge i statskassen eller en bedre folkesundhed. Mit spørgsmål er om det er regeringens opgave at varetage folkets sundhed? I mit tilfælde (og med ca. 20kg overvægt) som studerende, er der en stor prisforskel på sunde og usunde dagligmadvarer. Eksempel: Jeg er glad for lasagne, hakkebøffer eller kødsovsbaserede retter. Det optimale for min sundhed er at vælge den pakke kokød på 3-7% fedt, frem for den med 15-20% fedt. Problemet for mig er at prisforskellen er cirka 15 kroner, hvilket får mig til at vælge den usunde, lidt billigere løsning. Så når nu regeringen går ind og sætter prisen på den “billige” op, med et par kroner, betyder det at jeg stadig sparer nok til at vælge det fedtede kød, men nu med en lidt lettere pengepung. Det vil sige, at de mindre velhavende i samfundet nu skal være både fede og fattige? Løsningen er enkel nok: I stedet for at sætte afgifterne OP på usunde varer, skal man naturligvis sætte priserne NED på sunde varer. Mon ikke folk ville foretrække det magre kød hvis det kostede det samme som det fede? Hvis vi afskaffede momsen på grønt og frugt, kunne man forestille sig en fremgang i den danske folkesundhed. Lets face it: det er ikke helt billigt at handle grønt. Det hele handler i bund og grund om at regeringen skal have flere penge i kassen, og at de  aldrig ville afskaffe en afgift/indtægt. At bruge et ønske om folkesundhed som påskud for at hæve skatterne er kynisk beregnende. Jeg mener at det er regeringens opgave at oplyse og opfordre til folkets sundhed, men i sidste ende skal valget være frivilligt. Nu vil jeg gå ned og købe mig et par liter fløde, som jeg vil drikke til min ostemad med tandsmør, inden Big Government kommer og fortæller mig hvordan jeg skal leve mit liv.

U.