SÅ BLEV det endelig rigtig sommer. Temperaturen nærmer sig ulidelige 30 grader, og myggene formerer sig hurtigere for hver dag der går. Snart ramler vi ind i august, hvor det er hvepsene som for alvor skal ud og gøre livet surt for mennesker. Mennesker som for eksempel er en tur på Nyhavn i det dejlige solskin, hvor kroppen først skal smøres ind i urimelig dyrt spray-på solcreme, og som gerne vil spise en is, eller drikke en dejlig oversukret Jolly Cola, bliver nødt til at se sig rigtig godt for, inden de sætter kaloriebomberne op til deres solbrændte og indtørrede sommerlæber, medmindre de da gerne vil have en lille proteinbonus og et stik i halsen. Og så er det ellers af sted til sygehuset, med hundrede i timen ned ad den lange og uendeligt kedelige Tagensvej. Op til en sygeplejerske, sikkert med dårlig ånde og gule nikotinnegle, som stikker en lufttube ned i halsen på offeret, mens radioen spiller et eller andet dødssygt Seebach-nummer. Bagefter skal staklen ind på en stue og sunde sig, i et alt for varmt og indelukket lokale, hvor elendigheden kun er distraheret af nabopatienten, som i øvrigt ligger alt for tæt på, som skal have skiftet sine bandager på sine koldbrændte og stinkende ben. Bedst som den miserable hvepsestikramte har affundet sig med sin skæbne, måske var han faldet lidt hen og lå egentligt ret mageligt, så er det ud af vagten, for at gøre plads til den næste ulidelige eksistens som skal bruge sengen. På vejen hjem med S-toget som i dagens varme anledning, har tændt for radiatorerne, bliver han overfaldet af en emsig togkontrollør, som udsteder en bøde, blot fordi Den Elendige har klippet én zone forkert. Da han så endelig træder ind i opgangen, som lugter af skimmelsvamp og tyve forskellige madretter, har han selvfølgelig glemt sin nøgle på hospitalet. En time senere, som føltes som hundrede år, bliver han lukket ind af den svedende og på-andres-bekostning-morsomme låsesmed, som i øvrigt koster langt over tusind kroner, fordi det er lørdag og der er weekend- og aftentillæg og rend staklen i hans lidt for bebumsede og slatne røv-tillæg. Inde i lejligheden, som er rodet og har mørkeorange vægge, vil helten have en tår mælk fra AAA+-køleskabet som godt nok kostede lidt mere end budgettet tillod, men den nævenyttige EL-GIGANTEN-sælger spillede på hans dårlige samvittighed for det miljø som menneskene så omhyggeligt er ved at destruere. Der er selvfølgelig ikke flere rene glas, så han sætter kartonen for munden og bliver belønnet med følelsen af yoghurt med blævrede frugtstykker i. Endelig ser dagen ud til at lakke mod enden, og vores ven lægger sig ind i sengen, med et humørtermometer på minusgrader, og det er så dér at naboens 19-årige søn starter studenterfest nummer 1 milliard, som udmærker sig ved at spille dårlig musik ufatteligt højt, en genial kombination. Ved lyden af de unge menneskers flaskeskålen og opfindsomme druksange så som: ”Ka’ Wilfred ka’ Wilfred ka’ Wilfred drikke ud”, forbander den udsatte lige så stille og messende denne dag, og den irriterende smarte Wilfred med det møgirriterende navn kunne selvfølgelig godt drikke ud. Slået, slukøret og småsindssyg (han havde ingen ørepropper) vender Ulidelius sig i sengen og begynder at græde. I morgen er der atter en sommerdag i Danmark, som skal overstås.