ENDELIG FIK jeg overtalt frøken Maja til at skrive en gæstebrok til brokblog.dk. Maja er en livsklog ung dame, med mange historier, og den følgende er et dejligt opkast omkring en oplevelse i en flyvemaskine! Enjoy!

En fed flyvetur!

SCENEN ER sat – et overproppet charterfly og en ung intetanende kvinde ramt af tømmermænd er på vej mod varmere himmelstrøg for at holde en velfortjent 14 dages ferie. Den kunstige airconditionerede luft summer af andre menneskers tale og glæde men ikke mindst emmer den også af deres kropslugte, dårlige ånde og sure tæer. Sæderne er for små, luften for tør og i øvrigt virker det også som om, at det uengagerede flypersonale hellere vil være alle andre steder og i gang med alt andet, som f.eks. at muge ud i en grisestald med de bare hænder, end de har lyst til at være ombord på dette fly…Som den skarpe læser måske allerede har fornemmet, er jeg ikke udpræget fan af charterflyvninger og en af de mange uudtømmelige grunde kommer her:

DEN UNGE tømmermændsplagede kvinde får klemt sig ind på sit trænge sæde ved det ridsede lille vindue, spænder sin sele, lukker øjnene og glæder sig til at sove og drømme om de mange lange dage, der skal tilbringes på stranden med tæerne begravet i det varme bløde sand. Meeeeeeeen hendes med-række-passagerer vil, at flyveturen skal bruges på andet end den længe savnede søvn. Hun åbner de trætte rødsprængte øjne, da hun mærker et voldsomt ryk i sæderækken, kigger langsomt op til højre og ved først ikke, hvad det er, hun ser på. Mod hende kommer noget, der minder om et rødmosset mumitroldslignende monster, væltende. Hvad der senere skal vise sig at være den kvindelige del af et nygift par på deres bryllupsrejse (Hvordan ved jeg det? Åh bare vent, den del af historien skal nok komme), skubber armlænet op mellem den unge kvinde og hendes eget sæde og placerer sin gigantiske røv på sædet. Her bør jeg nok allerede fortælle, at når jeg taler om denne overdimensionerede kvindes sæde, så taler jeg i virkeligheden om mumitroldens eget sæde samt halvdelen af den unge kvindes sæde, for der sker det, at den unge kvinde presses op mod armlæn og flyvæg på sin venstre side. Hun må løfte sit højre ben halvt ind over det venstre og ellers placere det meste af sin kropsvægt på venstre balle. Hun er generelt et rimelig positivt menneske og tænker derfor: “Skidt pyt – flyturen er jo heldigvis kun på 4-4½ time…”, læner igen sit hoved op mod vinduet, lukker øjnene og når næsten at falde i søvn, da hun vækkes af en insisterende og MEGET irriterende prikken på højre skulder. Hun vender hovedet mod Mumi, kigger trolden ind i øjnene, samler al positiv energi til et anstrengt smil og spørger pænt, hvad hun kan hjælpe med… “IHHHH er du ikke også bare helt vildt spændt på at komme til Bulgarien og se et helt nyt og spændende land?”.

Her begår den unge trætte kvinde sin første (af mange) fejl, idet hun svarer, at hun har boet og arbejdet i landet, så det ikke er så nyt for hende og siger efterfølgende pænt, at hun er meget træt og gerne vil have lov til at sove nu. Her starter hyggen så for alvor – den unge kvinde får nemlig ikke lov til at sove, men bliver i stedet holdt vågen af den psykosefremkaldende prikken på skulderen, som leder tankerne hen på kinesisk vandtortur, med intervaller på max. fem minutter. Mumitrolden fortæller hjerteligt og en lille smule for detaljeorienteret om det netop afholdte bryllup mellem hr. og fru Mumi, deres forestående bryllupsrejse (hvor de ikke regner med at få meget søvn – blink-blink) og spørger ellers ind til hver eneste lille detalje om Bulgarien. Den unge kvinde formår at svare høfligt, omend en lille smule afmålt, selvom hun i virkeligheden sidder og forestiller sig, hvordan det ville være at proppe Mumi ind i tændstikæsken af et flytoilet, placere hende på kummen, trække ud og dermed sørge for at vakuummet ville holde trolden fast (og ikke mindst væk fra hende) resten af flyturen. Efter en anstrengende første halve time (som mere føles som et langt år i et par alt for små sko og med seriøse nedgroede tånegle), får den unge kvinde endelig skåret igennem og sagt, at nu vil hun altså virkelig gerne sove. Hun lukker øjnene for blot små ti minutter senere at blive vækket af den efterhånden ret velkendte prikken på skulderen: “Maden bliver serveret nu – vil du have noget at spise?” Se det er jo et venligt spørgsmål, meeeeeeeen igen kommer der et kæmpe men, for idet den unge kvinder retter sig op i sædet på den efterhånden fuldstændig lammede venstre balle, ser hun Mumi sidde og kæmpe med klapbordet. Problemet er ikke, at bordet er i stykker eller lignende, som nogle nok har været udsat for. Nej problemet er, at Mummi ikke kan slå bordet ned grundet sin spærreballonsagtige mave (og nej hun er ikke gravid). Efter et par meget anstrengende forsøg, hvor hun vel og mærke får presset den unge kvinde endnu længere op mod flyvæggen, vender hun sig om, kigger på den unge kvinde, sender hende et indsmigrende smil og spørger sukkersødt: “Kan jeg evt. få lov til at låne lidt plads på dit bord?” Her begår den unge kvinde så sin anden store fejl – hun siger “Ja, det må du da” og skubber sin egen bakke længere ind mod væggen. Nu skal der altså så spises siddende på den ene balle, med begge albuer presset ind i(gennem) ribbenene og nærmest ingen chance for at få den ildelugtende flymad op til munden (hvilket måske ikke er det værste, der kan ske). Mumi skubber sin egen bakke længere og længere ind på bordet, skovler maden smaskende i munden, mens hun hele tiden skæver over til den unge kvindes mad, som vel egentlig mest bare ligger og bliver kold, eller koldere end den var. Da Mumi har støvsuget sin egen bakke, kigger hun igen på den næsten urørte mad: “Er du færdig med det der? Må jeg så få resten – min mand og jeg bliver aldrig mætte af de her små måltider…” Den unge kvinde giver lettet sin mad fra sig, ser til mens den snarrådigt rokeres over på hr. Mumis bord, slår sig eget bord op og tænker, at nu må hun da kunne få lov til at sove. Hun trækker det hvide plastikgardin ned, lukker øjnene og falder i søvn. Glæden er kort – en halv time senere begynder den prikkende finger igen at hamre ind i det efterhånden ret ømme punkt på højre skulder og spørgsmålene fortsætter, dog nu med intervaller på ca. 10 minutter, så hun hele tiden lige kan få lov til at falde i søvn blot for at blive vækket igen.  Da flyet endelig lander i Bulgarien, er den unge kvinde fuldstændig radbrækket, har et kæmpe blåt mærke på højre skulder og er i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde vil kunne rette sin krop ud igen.

SOM AFSLUTNING på denne lille anekdote er det tid til lektien… Hvad skal vi tage med os fra denne fortælling? Hvorfor er der begrænsninger på, hvor meget bagage jeg må have med, når der åbenbart ikke er nogle grænser for, hvor meget ekstra kød og hud man må medbringe? Hvorfor findes der ikke en boks lignende den til at måle om ens håndbagage er for stor, som kan måle hvorvidt folk bør have et ekstra stort sæde? Alle skal kunne være i flyene, også dem som er lidt ekstra store eller dem, som tilfældigvis sidder ved siden af nogle ekstra store mennesker. Hvad var der sket med den unge kvinde, hvis hun var blevet placeret mellem hr. Og fru Mumi??

– Maja