Så er det tid til den første mandlige gæstebrokker. “Endelig!”  – sidder du nok og mumler derude, mens du klapper mormor på låret. Tag rigtig vel imod Martin Hoffmann Larsen:

———-

EUROVISION OG MUSIK

JEG HAR fået lov til at brokke mig (selvom det er nu altid er sjovere når man ikke har fået lov), så hvad er mere nærliggende end at brokke sig over Eurovision Song Contest (ESC).
Jeg vil dog ikke brokke mig over de manglende point til Danmarks sang. Al nationalfølelse lagt til side, så var den sgu heller ikke noget specielt (og I skal være velkommen til at brokke jer over den udtalelse, men sådan føler jeg det nu engang). Jeg ser sjældent musikprogrammer og melodi grand prix, af den simple årsag, at udvalget af musik er for ensidigt og ensformigt – og gårdagens ESC er endnu et eksempel herpå. Hvis jeg hurtigt på en hånd skal opresumere hvad jeg så i går, så var det dance og ballader, der var på programmet.

Hvad er pointen med ESC? At promovere de deltagende lande (og specielt det land der afholder eventen). Det skal vise et billede af de kulturelle forskelligheder (og ligheder) der er Europas lande imellem, og i sidste ende kan det være med til at fremme turismen.
Derfor piner det mig, at sidde og se ESC, og se at alle lande er så ens i deres valg af sange og sceneshow. Det er meget få af de kunstnere jeg så i går, jeg i dag kan huske og adskille fra de andre. Jeg husker de to gay tvillinger fra Irland (no offense til homoseksuelle; I love you all!), den gamle mand fra Storbritanien (han spillede først, og jeg var ikke så fuld på dette tidspunkt), og de gamle russiske damer (fuck hvor var det sejt de blev nr. 2! Men jeg stemte jo også på dem). De skilte sig alle ud, enten på sceneshowet, udseendet, eller på sangen de stillede op med.

Jeg står 100 % indefor at vi alle i verdensbilledet skal komme tættere på hinanden, udvikle os, og forstå hinandens forskelligheder. Men vi skal også passe på vores egen kultur, og stå ved hvor vi kommer fra. Det er her jeg synes ESC deltagerne fejler, ved at lave sange der ligner hinanden og ligner den lyd der er hip i dag – og som derfor ikke skiller sig ud fra mængden.
Ja, det er jo en konkurrence, og man bliver nødt til at se på hvad andre folk kan lide, og ramme så bredt som muligt, for at have en chance for at vinde. Den er jeg med på. Men jeg tror nu også på, at man sagtens kan gøre det, og samtidig have en snert af sin musikalske kultur med, og lave en god sang.

Jeg savner generelt noget mere alsidighed. Jeg savner noget mere rockede. Noget jazz. Noget andet! Jeg savner nogle der tør udfordre og gå imod strømmen. Og det er ikke kun i ESC øjemed den er gal.  Jeg lytter ikke til P3, fordi jeg gider ikke høre, alle de generiske amerikanske musikere, som alle laver the same shit, in a different package. Jeg gider ikke høre alle de danske musikere, som ser op til de amerikanske kunstnere, efterligner, stjæler, og laver the same shit, in a Danish package.  Jeg synes vi burde se mere op til personer som Sveinur fra X Factor, fordi han turde lave sangene mere rockede (hvilket nok kostede ham finalen i sidste ende). Fremfor vinderen Ida, som er tættere på at have et mainstream udtryk (og derfor nemmere at sælge). Jeg vil have mere musik ala Lis er stille, som tør udfordre musikopskriften, med deres filosofi: en sang er først færdig, når den føles færdig, også selvom den så skal være 6+ minutter lang. Jeg vil have mere udfordring og anderledeshed, som de to islandske kunstnere Björk og Sigur Ros begge er  fremragende eksempeler på. Jeg vil have hvide punk-drenge, som forsøger sig med hip hop, som Beastie Boys gjorde det. Jeg vil have at musikuddannede musikere blander sig med autodidakte nørder, ligesom Radiohead er et eksempel på.
Jeg vil have at musikere ikke går på kompromis, og bliver ved med at følge sine egne idéer, om det så kræver at man laver rockmusik, og er på et hip hop pladeselskab, som Veto gjorde i deres spæde start.
Og som den musikelsker jeg er, kunne jeg nok blive ved med at opremse bands, der tør lave noget andet, for der findes så mange fede kunstnere derude i den vide verden, som rent faktisk tør. Der findes så mange fede genrer, som ikke er dance og/eller ballader. For ikke at nævne de bands der tør blande genrene sammen, og skabe noget nyt og anderledes.
Jeg gider derimod ikke se ESC, og konstatere, at vi glemmer vores alsidighed, for at ligne alle de andre. For at sælge bedre.
Så trykker jeg sgu hellere på ESC-knappen, og skynder mig ud på de små spillesteder, for at opleve små ukendte kunstnere, som rent faktisk har noget på hjertet – om det så kræver at udfordre den gængse musikopfattelse lidt.
Derude køber jeg gerne en t-shirt med deres bandnavn, for at støtte dem og den musik de laver. Måske er der ikke big bucks i lige præcis det dé går og laver – men de skal have chancen! Fordi disse mennesker er, lige som dig og mig, helt almindelig mennesker, der studerer, arbejder i en biograf eller i den lokale børnehave.  De sange de skriver, er livet set fra deres perspektiv, i dét kulturelle lag de bevæger sig i, og eksempler på, hvad der rent faktisk røre sig i samfundet. Og de synger om dig og mig, om vores land og kultur. Og dét hørte jeg meget lidt om i går, da jeg drak mig ned til Eurovision Song Contest.

– Martin Hoffmann Larsen