DET FØLGENDE er et digt som repræsenterer en konstant i mit hjem efter min søn er begyndt at “spise” selv. I virkeligheden er han bare rigtig god til at tømme tallerkenen – ned på gulvet:
(oplæses i Yahya Hassan-stil)
HVAD ER DET DER STRÆBER
SIG FAST OG BARE LOKKER
HVAD ER DET DER KLÆBER
UNDER MINE SOKKER
UANSET HVOR JEG GÅR
SKER DET AT MIN SOK DEN FÅR
DET ER IKKE FJANT OG IKKE FIS
DET ER SMIDTE BASMATIRIS
AL RIS DET SKAL NED PÅ MIT GULV
SÅ DE KAN SIDDE FAST UNDER MIN SÅL
MIN SØN ER VERDENS BEDSTE
RIS-DISTRIBUTØR
JEG FRYGTER ALTID NÆSTE
GANG JEG BLIVER SKØR!
DEN NÆSTE DAG TAGER JEG
DE SAMME SOKKER PÅ
DET BLEV INGEN BARNELEG
DET KNASEDE BLOT AT GÅ
RIS
FIS
TIS
KLISTRE-RIS
KLITORIS
LAKRIDS
MINE SOKKER FÅR EJ
ET ROLIGT ØJEBLIK
SIKKE ET KVAJ
HELT UDEN BORDSKIK
FEJES OP I MORGEN
NÅR DE ER TØRRE OG NEMME
JEG LEVER MED SORGEN
UNDER MINE FØDDER SÅ SLEMME
U.
