DER VAR engang hvor telefoner ikke var smarte. Engang hvor man kunne numrene på sine venner i hovedet, og mange regionale telekoder udenad. Dengang havde vi, hjemme hos mig, en telefon med en afbryderknap til mikrofonen, som blev holdt inde med telefonrørhånden. Man kunne enten vælge at slippe knappen, hvis man skulle sige noget til en anden end vedkommende i telefonen, for eksempel: “MOOOAR DAAAR TELEFOON!!”, eller man kunne sætte den på “always-in” hvis man gerne ville besvære opkalderen med larmen, eller ikke gad bruge de ekstra fingerkræfter på at presse knappen ind. Nu til dags må vi tækkes med at høre på alle den støj som er i den anden ende, og ikke bare nyde tavsheden mens man taler og formulerer sine brillante tanker. Jeg savner mikrofonafbryderknappen. Se det kan man ikke med de dersens smarte telefoner!
U.
