MAJA HAR før udfoldet sine brokkelige vinger her på brokblog, og det er med største fornøjelse, at jeg kan byde hende velkommen igen med version 2.0. Siden sidst har Maja færdiggjort sin uddannelse, og står nu og skal være rigtig voksen og arbejdssøgende. Det er der kommet denne fine lille bøvs ud af!

Jobcenter-Blues

JA, DET er en gammel sang – jeg ved det godt, men man kan altid brokke sig over dagpengesystemet og især Jobcentret – det sidste synes jeg faktisk kræver ekstra brokmærksomhed…

NU ER jeg selv lige blevet en del af dette fantastiske system som ledig dimittend, og jeg må indrømme, at jeg til at starte med næsten følte mig benovet over al den hjælp og alle de mu-ligheder, jeg som ledig får stillet til rådighed. Men men meeeeeeeen så stoppede benovelsen da også hurtigt igen. Allerede ved mødet med A-kassen begyndte det hele at skratte lidt, men ved første møde med Jobcentret kom det menneskelige sinds (og især mine) helt naturlige brokke-reflekser på overarbejde. Nu har jeg så smurt brokke-hængslerne og er klar til at for-tælle min uforbeholdne mening om det cirkus til jer, der har lyst til at læse med. Jeg blev ind-kaldt 14 dage før, de gerne ville se mig til introduktionsmødet. I brevet stod en fremmødedato, og ellers blev det udpenslet med enorm stor tydelighed, hvilken form for ”død og ødelæggelse”, der vil blive nedkastet over mig (og måske mine venner og familie), hvis ikke jeg mø-der op. Alt det bruger de plads og min læsetid på, men derudover fortæller de ikke meget om, hvad mødet ellers går ud på.

DETTE RESULTEREDE da også i, at vi (en stor gruppe ny-ledige) ved ankomst fik at vide, at det, vi troede, var et introduktionsmøde på én dag i virkeligheden er et forløb på fire dage – hvor vi bare har at møde op! Dette blev for øvrigt fortalt af en kvinde (som faktisk til at starte med virkede rimelig kompetent), der valgte op til flere gange at nævne, at grunden til, at hen-des stemme var lidt ru, var, at hun havde fødselsdag dagen forinden og drak alt for meget rød-vin, og derfor har lidt tømmermænd… – elsker bare følelsen af at blive taget seriøst!

SENERE SKULLE vi så samles i små grupper med forskellige virksomhedskonsulenter – hende jeg sad sammen med toppede dem alle i upædagogisk fremgangsmåde. Jeg er senere nået frem til, at det hun nok ville sige, var noget i stil med: ”Husk nu, at I ikke kommer sovende til jobbene”, det hun sagde var: ”For hvert stillingsopslag er der ca. 300 ansøgere, det betyder rent statistisk set, at I alle skal sende 300 ansøgninger før, I får et job. Sender I de to ansøgninger om ugen, som I skal, så vil det tage jer ca. tre år før, I har et arbejde.” ØHHH HVAD? Og hvor har du da trukket din stilling som rådgiver for ledige?

DET VAR bare lidt eksempler fra min første dag, men det stopper ikke her. Fire dage senere mødte jeg fortrøstningsfuld op til dag nummer to, som skulle omhandle kompetenceafklaring, og hvor lille naive jeg troede, at vi måske ville få lidt hjælp til at skabe overblik over, hvilke kompetencer, vi hver især besidder. Hjælp fik vi da også, men af hinanden , ikke af ”foredragsholderen”… Men hov nu springer jeg da for langt frem. Dagen startede jo med, at jeg mødte op i et Jobcenter, hvor alt var kaos, da de havde fået nye lokaler, og ingen derfor vid-ste, hvor vi skulle være, når nu vi selv havde fundet ud af, at vi i hvert fald ikke skulle være der, hvor vi havde fået at vide sidst. Derudover er det da selvsagt for meget at forlange, at ”foredragsholderen” eventuelt tjekker op på om teknologien fungerer mere end et halvt se-kund før mødetid og sidst men ikke mindst, så er det da okay, at 50 mennesker skal sidde og underholde hinanden med uddannelse og hvilken type job, de søger, for på den måde at fjerne fokus fra, at vi er ved at være et kvarter forsinkede til et møde, som det er fuldstændig over-drevet vigtigt, at vi ledige møder op til og det TIL TIDEN!

DA DET var overstået gik det såkaldte foredrag i gang, og her blev det tydeliggjort, hvorfor powerpoint-delen var så vigtig – oplægget varede i hvert fald fem minutter, og det er jo fuldstændig umuligt at komme igennem uden en visuel del! Godt at de havde printet nogle papirer ud, så vi kunne sidde og følge med i dem. Det mest givende ved denne dag, var den halve time vi fik i solen under noget gruppearbejde J

HVORDAN MON næste gang bliver? Er da i hvert fald glad for at jeg går glip af timer på mit deltidsarbejde for at skulle deltage i det show…